Rebekka 37 år

En fredag i okt. 2014 ændrede mit liv sig. Jeg vidste det bare ikke da det skete.
På vej på arbejde holdt jeg stille ved en rundkørsel og ventede på, der var plads til jeg kunne køre ud i den. Der kom en bil bagfra og kørte ind i mig, han havde helt overset mig.
Der var ikke umiddelbart sket noget med mig. Men jeg tog til lægen for en sikkerheds skyld. Jeg kunne godt mærke, jeg ikke rigtig kunne huske noget, men troede bare det var chokket.
Lægen konstaterede blødninger i musklerne omkring nakken og jeg skulle holde mig i ro resten af dagen. Om mandagen tog jeg på arbejde, men fik meget ondt i nakken og hovedpine og søgte læge, der sygemeldte mig i 14 dage pga forstuet nakke. Jeg lå hjemme og hvilede nakken og så en masse fjernsyn:-)
Efter 14 dage tog jeg på arbejde. Skulle til stort møde, kunne mærke der var noget helt galt, men strammede mig an, men fik det være. Kunne høre alles samtaler, alle mumlede og kunne slet ikke høre den der havde ordet for al den anden støj. Jeg fik voldsom hovedpine, øjnene løb, smerter i øjnene, svimmel og var ved at falde om. Til sidst måtte jeg overgive mig og tage hjem. Var nu fuldtidssygemeldt 3 mdr. hvor jeg sov det meste af dagen og gik ture. Kunne ikke se tv, kunne ikke handle eller køre bil. Fik voldsomt hovedpine ved den mindste anstrengelse. Lå meget i mit mørke soveværelse, der havde jeg det bedst.
Startede delvist op på arbejde, men da jeg nåede 30 timer, fik jeg det dårligt igen. Havde svært ved at finde varene, når jeg handlede ind, svært ved at følge med i en samtale, svært ved at se tv, læse, arbejde ved computer, stærk hovedpine og smerter i øjenene. Jeg søgte hjælp hos en ergoterapeut, der heldigvis havde forstand på hjerneskader og hun sagde, du har da slået hovedet. Din hjerne har da slået imod kraniekassen, da dit hoved røg frem og tilbage i ulykken og du har sikkert skadet synet. Hun anbefalede mig at gå til synstræning. Jeg fik det bevilget af min kommune. Da jeg kom første gang, læste jeg som en 6 årig og da jeg i maj 2016 efter 10 gange blev testet læste jeg alderssvarende. Jeg har trænet hårdt og gør det stadig, træner synet to gange om dagen. I starten blev jeg meget træt og svimmel af det, men det har hjulpet utroligt meget. I dag arbejder jeg fuld tid og har gjort det i 3 mdr nu. Jeg er ikke uden men, men kan fungere i min hverdag og er utrolig glad for det. Jeg kan nu arbejde ved en computer igen, tage i biografen med mine piger, undervise som er en del af mit arbejde og endda begynde at motionere lidt igen:-)

Rebekka v. Larsen, 37 år. Sygeplejerske